På onsdag samles fodboldfans igen for
at følge det danske landshold i håbet om endnu en EM-sejr. Slagsangene hives
frem af gemmerne, og selvom ”Re-sepp-ten” fra 1986 for de fleste står som den
første store fodboldsang herhjemme, blev traditionen søsat allerede 14 år
tidligere. I 1972 deltog fodboldlandsholdet med blandt andre Allan Simonsen og
Per Røntved i OL, og Flemming Antony leverede moralsk støtte i form af sangen
”Rød-hvide farver”.
Men selvom sangen var dansk og patriotisk, var den faktisk
kopieret fra et engelsk fodbold-hit. Spillerne fra klubben Chelsea havde
indspillet den som ”Blue Is the Colour”, men det er ikke kun i Danmark, sangen er
blevet kopieret. Den stadionvenlige slagsang findes nemlig også på både finsk, tjekkisk
og norsk.