Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Kan musikken blive ved med at udvikle sig?

Hej

Vi er tre elever fra niende klasse, og har lige nu projektuge, hvor vi
skriver om alternativ musik. Vores problemformulering lyder således: “Musikken
har genfundet sig flere gange gennem årene. Men er den ved at være færdig?
Eller kan det lade sig gøre at lave noget nyt, som ingen har hørt før? I så
fald hvordan?”. Vi vil derfor høre om du havde en mening til disse
spørgsmål.

Mvh Amalie, Mathias og Maja

Hej Amalie, Mathias og Maja

På sin vis er det svært at svare på jeres spørgsmål – og alligevel er
det meget nemt: Ja, jeg er sikker på, at musikken vil blive med at udvikle sig
og genopfinde sig selv igen og igen. Men hvordan er straks sværere at sige.
Nogle af de drejninger, musikken har taget gennem årene, har været umulige at
regne ud på forhånd. Det skyldes, dels at man ikke kan vide, hvilke idéer
dygtige musikere kan få om sangskrivning og stemninger, og dels at der løbende
kommer nye teknologier, som skaber nye muligheder.

Da al musik var akustisk, kunne man ikke vide, hvad der ville ske, når
el-guitaren blev opfundet. Da instrumenterne var blevet elektriske, kunne man
ikke vide, at DJ’s kunne gøre pladespillere til instrumenter ved at scratche og
sample i andre plader. Og da alting blev spillet på “rigtige” instrumenter,
kunne man ikke vide noget om, hvilken betydning computere ville få for
musikproduktion. Det vil også sige, at kommende tekniske opfindelser, som vi
endnu ikke kender, vil kunne få betydning for, hvordan musikken vil lyde i
fremtiden. Mennesker er heller ikke lette at forudsige, og mødet mellem kulturer
og folkeslag kan måske skabe nye genrer eller interessante fusioner, så der er masser
af grunde til, at musikken vil blive ved med at udvikle sig. Men i hvilke retninger,
den vil udvikle sig, det kan jeg af gode grunde ikke fortælle jer. Held og
lykke med opgaven!

Med venlig hilsen

Tor Bagger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *