Det er ikke en helt almindelig ”greatest hits-plade”,
Tue West sender på gaden i næste uge, og netop derfor har den fået titlen ”En
anderledes opsamling”. Det er ti år siden, han slog i gennem med sange som ”Hun
er fri” og ”En sang om kærlighed”, men siden da har interessen for Tue Wests
musik været svingende. Han er heller ikke helt selv tilfreds med alt, hvad han
har udgivet gennem årene, og derfor markerer han sit jubilæum ved at
genindspille en stribe af sine sange, så de sammenlagt viser, hvor han som
musiker står i dag.
Det gælder også det helt store hit, som endda var hans første
sang på dansk. Til bladet Gaffa fortalte han i 2005, at han oprindeligt skrev på
engelsk, men da han skabte ”En sang om kærlighed” på dansk til en
soundtrack-konkurrence, blev han så glad for resultatet, at han fortsatte ud af
dette spor.