I den kommende
weekend er det 68 år, siden den tyske besættelse af Danmark sluttede, og denne
begivenhed affødte ikke blot folkelig begejstring, men også digte og sange, der
alle hyldede befrielsen. Den i dag formentlig mest kendte ”befrielsessang” blev
skrevet på opfordring fra KFUM-spejderne af Mads Nielsen, der både var digter
og apoteker i Kolding. En af byens præster læste digtet ”Danmark frit” i
Kolding Folkeblad og fik en komponist til på kun et døgn at skrive en melodi
til teksten, så den kunne synges ved en befrielsesfest i byen, beretter Det
Kongelige Bibliotek. Den 4. og 5. maj i år vil sangen, der i
dag er kendt som ”En lærke letted”, atter blive sunget rundt om i landet for at
mindes befrielsen og de, der faldt under krigen.
Kategorier