Siden
Freddie Mercurys død i 1991 har de øvrige medlemmer af bandet Queen over flere
omgange udgivet materiale fra arkivskufferne, og nu er gruppen atter på banen.
Den nye plade ”Forever” indeholder blandt andet en noget anderledes version af ”Love
Kills”, end man før har hørt.
Freddie Mercury udgav den oprindeligt som
solokunstner, og dengang var den et energisk disconummer, der blev brugt i en
moderniseret udgave af den klassiske stumfilm ”Metropolis”. Men nu bliver en
sang, der i 1984 var med til at forny en film fra 1927, altså selv fornyet og
præsenteret som en ballade i 2014.
Ud over den aktuelle albumudgivelse er gruppen
også på vej ud på en længere turné, hvor Adam Lambert står ved mikrofonen. Han har
også haft en pæn solokarriere, siden han for fem år siden nåede finalen i
tv-talentshowet ”American Idol”.