Et af forrige års helt store sommerhits, ”Blurred Lines” med Robin Thicke, er
omdrejningspunktet for en retssag, der begynder i Californien tirsdag den 10. februar. ”Blurred
Lines” har tidligere skabt debat på grund af en musikvideo, som blev kaldt sexistisk,
og en tekst, hvor en kvindes nej ikke nødvendigvis tages for et nej.
Retssagen
handler dog om noget helt andet, for arvingerne efter soulstjernen Marvin Gaye mener,
at ”Blurred Lines” er tyvstjålet fra Gaye-sangen ”Got To Give It Up”. De fleste
vil nok kunne høre, at ”Blurred Lines” er bygget op med en næsten tilsvarende rytmegruppe,
bas og andre instrumenter – men selve melodien ligger fjernt fra ”Got To Give
It Up”. Og som udgangspunkt har arvingerne kun rettigheder til kompositionen,
altså melodi og tekst, og ikke til hvordan nummeret lyder i indspilningen fra 1977.
Derfor skændes advokater og rettighedshavere nu om, hvorvidt Gaye-familien kan
gøre krav på millionindtægter fra ”Blurred Lines”, eller om de har anlagt en
sag, der – helt bogstaveligt – ikke holder i retten.