Hej Tor!
På et af “løvernes” albums findes nummeret: ”4 toget til
Nashville”. Jeg mener nummeret er skrevet af Jens Bjørn, men hvem synger? Er
det også Jens Bjørn?
Venlig hilsen Brian Frederiksen
Hej Brian
For at være sikker i min sag har jeg været en tur omkring om Carsten Holst,
som selv var med i De Gyldne Løver. Han bekræfter, at Jens Bjørn både sang og skrev
den muntre danske tekst til den oprindeligt mere alvorlige melodi “Kevin
Barry” om en irsk frihedshelt. Holst fortæller også, at teksten blev
skrevet en sen nattetime i et studie i Hedehusene, hvor også Jodle Birge var i
gang med indspilninger. Om natten sneg de sig ind i Jodle Birges studie og
“stjal” en stump jodlen, som kom med på deres plade. Med til
historien hører, at Jodle Birge efterfølgende fik det at vide, og med Carsten
Holsts ord: “Han ’tilgav’ os”.
Med venlig hilsen
Tor Bagger