Selvom det er et par uger siden både
festivalscener og publikumstelte blev pakket sammen, så betyder det ikke, at
det er slut med musik på Roskilde Dyrskueplads for i år. For kort efter
oprydningen efter Roskilde Festival er slut, indtager endnu et verdensnavn
området, når AC/DC’s verdensturné ”Rock or Bust World Tour” kommer til Danmark.
For nylig udkom bogen ”Young – Brødrene der skabte AC/DC” på dansk, og her kan
man blandt andet læse, hvordan bandnavnet opstod. Mange har nok bemærket, at
AC/DC er den engelske betegnelse for vekselstrøm og jævnstrøm (Alternating Current
og Direct Current, red.), men det var ikke brødrene Malcolm og Angus Young, der
selv stødte på det strømførende navn. Det var derimod deres søster Margaret,
der havde bemærket AC/DC-symbolet på en symaskine, og herfra sprang idéen til
at kalde det nyetablerede hard rock-band AC/DC.
Det var i øvrigt også Margarets
idé, at guitaristen Angus skulle optræde i den nu legendariske og meget
karakteristiske skoleuniform, og mon ikke også den er med, når AC/DC anno 2015 på onsdag står på scenen på Roskilde Dyrskueplads.