Hvert
år forsøger sangere og sangskrivere at lancere nye julesange, men kun ganske
sjældent lykkes det en ny sang at slå så meget an, at den bliver hentet frem i
december år efter år. Der var heller ikke særlige forventninger til et pletskud
af den art, da Mariah Carey for mere end 20 år siden gik i gang med sin første
juleplade ”Merry Christmas”. Sammen med sin makker Walter Afanasieff skrev hun
først en halvtrist juleballade og dernæst en mere religiøs pophymne. Som den
sidste af de tre nyskrevne sange på pladen, der også skulle rumme fortolkninger
af velkendte julesange, havde Mariah Carey en idé om at lave en mere rocket
julesang i 1960’er-stil a la Phil Spectors gamle produktioner.
Walter Afanasieff
fortalte sidste år musikmagasinet Billboard, at han derfor satte sig ved
klaveret og spillede noget i boogie-woogie-stil, hvortil Carey straks kom op
med den nu velkendte første linje ”I don’t want a lot for Christmas”. Den ene
idé greb den næste, og kort efter havde de et omfattende udkast til det, der fra
1994 og frem skulle blive et af de største julehits i nyere tid. Walter
Afanasieff har endda med årene overbevist sig selv om, at ”All I Want For
Christmas” vil vise sig at blive den mest succesfulde julepopsang nogensinde.