Kategorier
Musiknyheder

Trist mærkedag for Clapton

Den
verdensberømte guitarist Eric Clapton må i den kommende uge markere en fødselsdag på
en måde, han helst havde været foruden. På søndag kunne hans søn Conor nemlig
være fyldt 30 år, hvis ikke han som blot 4-årig var død under tragiske
omstændigheder. Conor boede hos sin mor i New York, og i forbindelse med rengøring
havde en af bygningens ansatte åbnet et stort glasparti, som ellers altid var
lukket. Den lille dreng ville lege gemmeleg med sin barnepige, og før nogen
kunne nå at reagere, var han faldet ud af det åbne vindue – fra 53. etage.

Årene herefter var naturligt nok præget af chok og sorg, og Eric Clapton skrev
flere sange om savnet, hvoraf den mest kendte er balladen ”Tears In Heaven”.
Han havde kun dele af sangen på plads, da holdet bag filmen ”Rush” kontaktede
ham med henblik på at få en nyskrevet Clapton-sang til filmen. I et interview
med bladet Guitar World
i 1993 forklarede Eric Clapton, at havde det ikke været
for filmen, havde han nok aldrig fået færdiggjort ”Tears In Heaven” eller følt
sig motiveret til at indspille den.

”Tears In Heaven” blev udgivet i 1992 og
blev en stor succes, både i studieversion fra ”Rush” og i den akustiske liveudgave
fra Claptons ”MTV Unplugged”-plade senere samme år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *