Selvom
de fleste nok forbinder ”Svantes viser” med Povl Dissings stemme, lever sangene
også fint i andre sammenhænge. Blandt andet dannede de sidste år grundlag for
en forestilling på Nørrebro Teater i København, som nu også har affødt en
miniudgivelse med tre af sangene. Det er skuespillerne fra teateropsætningen af
”Svantes lykkelige dag”, Lise Baastrup og Anders W. Berthelsen, der har
genindspillet tre af sangene fra ”Svantes viser”, som i 1973 blev indledningen
på Povl Dissing og Benny Andersens samarbejde. Året forinden havde Andersen
udgivet viserne i bogform, men da han fra flere steder blev inviteret ud for at
optræde med dem, måtte han finde en sanger til at løfte opgaven.
Benny Andersen
fortalte for nogle år siden til magasinet Koda/DK, at han henvendte sig til
Povl Dissing, som syntes godt om sangene, men havde lidt svært ved tanken om at
skulle optræde som den ”halvfede halvsvensker” Svante Svendsen. Benny Andersen forklarede
ham, at ”du skal ikke forestille ham, du skal fortolke hans sange”, og så var Dissing
om bord på idéen.