Det
sker jævnligt, at auktionshuse har historiske rockinstrumenter under hammeren –
Jimi Hendrix’ guitar, John Lennons klaver og for nylig Santanas trommesæt
fra Woodstock-koncerten i 1969. Men efterhånden som den elektroniske musik bliver
mere etableret, er det naturligt, at også memorabilia fra denne genre sættes
til salg. Lige nu er der således mulighed for at få fingre i en trommemaskine,
som den franske duo Daft Punk har brugt, for NME beretter, at Vintage &
Analogue Occasion sælger gruppens aflagte Roland TR-909.
De gamle
909-trommemaskiner hører generelt til blandt de vigtigste og mest kendte
instrumenter fra den elektroniske musiks barndom, men netop dette eksemplar har
den forhistorie, at Thomas Bangalter fra Daft Punk brugte den, da duoen
arbejdede på gennembrudspladen ”Homework” fra 1997, som blandt andet indeholdt
hittene ”Da Funk” og ”Around the World”. Man kan endda stadig finde de
indstillinger, som Bangalter gemte på maskinen under arbejdet med det nummer,
som deler navn med trommemaskinen, ”Revolution 909”. Planen er, at Vintage
& Analogue Occasion vil sælge Daft Punk-relikviet til højestbydende.