En
rocksang fra 1987 blev i sidste uge hvirvlet ind en debat om synet på blandt
andre transseksuelle – med den kønsskifteopererede Caitlyn Jenner i centrum. Bruce
Jenner var som mand en succesfuld atlet, men i 2015 fik han en
kønsskifteoperation og blev til Caitlyn Jenner. De seneste år hun været den
mest kendte og synlige trans-person i offentligheden, men i sidste uge løb hun ifølge
mediet Vox ind i kritik fra ”egne rækker”. På Instagram delte hun et billede af
sig selv sammen med Aerosmith-forsanger Steven Tyler med en kommentar om
nummeret ”Dude (Looks Like a Lady)”, som hun
omtalte som en af sine yndlingssange.
Sangskriveren Desmond Child har engang til
Songfacts.com fortalt, at idéen til ”Dude (Looks Like a Lady)” kom, efter Steven
Tyler på en bar fik øje på den langhårede Mötley Crüe-sanger Vince Neil og
troede, han var en kvinde. Nogle transpersoner og såkaldte LGBQT-aktivister synes,
at sangen gør nar af transvestitter og transseksuelle, og derfor fik Caitlyn
Jenner på de sociale medier kritik for ligefrem at fremhæve den sang som en
favorit. Men i tv-showet ”Jimmy Kimmel Live” fortalte Jenner i sidste uge,
hvordan hun før sit kønsskifte nogle gange kørte alene rundt i sin bil og
lyttede til ”Dude (Looks Like a Lady)”, som blev en slags personlig slagsang
for hende.