I år er
Aarhus europæisk kulturhovedstad, og der bliver taget nye metoder i brug for at
skabe anderledes forestillinger og oplevelser. Blandt andet bliver tre af
Susanne Biers film opført som en slags kunsttrilogi, hvor ”Brødre” er blevet en
opera og ”Elsker dig for evigt” en danseforestilling, mens ”Efter brylluppet” på
lørdag har premiere som musical i Musikhuset Aarhus. Men nytænkningen stopper
ikke her, for det er ikke kun én komponists fortolkning af dramaet, man kan
opleve, men hele seks kendte komponister.
Hovedpersonerne i fortællingen har nemlig
fået hver deres sangskriver og på den måde hver deres særlige lyd i musicalen.
Erann Drori skal i rollen som Jacob synge sange af Tim Christensen med tekster
af Peter Sommer, mens Cecilie Stenspil får leveret sange af Anne Linnet, og
andre roller hjælpes på vej af så forskellige komponister som Sys Bjerre, Peter
A. G. og Mads Langer.