Hej
I min barndom hørtes altid en julesang i radioen den 21. Dec. med titlen “Dagen før dagen før dagen før jul”. Hvor er den mon blevet af? Den bliver aldrig spillet mere. Kan heller ikke google den. Hvem har mon skrevet tekst og melodi? Hvis du har teksten er jeg meget interesseret og evt. om den er indspillet, kan købes eller høres.
Venlig hilsen Gunda, Nibe
Hej Gunda
Jeg tror, du har ret i, at det er en af de sange, der er blevet skubbet til side de sidste mange år. Når du ikke har kunnet google dig frem til et resultat,
skyldes det nok, at den de fleste steder staves lidt kreativt: “Da’en før
da’en før da’en før jul”. Der findes flere versioner af denne gamle
julesang, men et bud er, at det er Lørdagspigernes udgave fra 1955, du husker. Musikken er af Harry Poulsen og teksten af Erik Geill. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde en tilgængelig udgave på nettet, og som hjemlån på biblioteket ser jagten desværre også frugtesløs ud.
(Redigeret dec. 2022: Sangen findes nu på Youtube).
Med venlig hilsen
Tor Bagger
2 kommentarer til “Spørgsmål: Dagen før dagen før dagen…”
Er det den sang, der fortsætter med…. “ er der travlhed i samtlige hjem….” Kan det virkelig passe at den ikke findes nogen steder ??
Hej Troels
Siden det ovenstående spørgsmål om “Da’en før da’en…” blev stillet for nogle år siden, er sangen faktisk landet på Youtube, hvor du kan høre den: https://www.youtube.com/watch?v=4cN96ACkrpQ. Og ja, det er den, hvor der er “travlhed i samtlige hjem”.
Mvh. Tor Bagger