Musikken fra
langt de fleste af fortidens store bands er for længst blevet tilgængelig som
download og på streamingtjenesterne, men Def Leppard har været lidt sløve i
optrækket. Men langt om længe er der digital mulighed for at lytte til blandt
andet et hit, som også i sig selv landede senere end så meget andet: Def
Leppard havde været næsten fire år om at indspille pladen ”Hysteria” i en
proces, som var præget af producerudskiftning over flere omgange, et biluheld
hvor trommeslageren mistede en arm og et gigantisk forventningspres efter det
store gennembrud med ”Pyromania” i 1983.
Langt det meste var dog på plads, da
produceren John Mutt Lange en dag forlod studiet for at hente kaffe, og forsanger
Joe Elliott fordrev ventetiden med en tre akkorders-rundgang og et lille
guitar-riff, han havde leget med derhjemme. Til Artist Direct har han fortalt,
at da produceren kom tilbage og hørte det, afbrød han det igangværende arbejde
og satte resolut et frisk bånd i maskinen. Da resten af bandet dukkede op dagen
efter, orkede de ikke at starte forfra på en ny sang, men efter at havde hørt
det helt skrabede udkast til ”Pour Some Sugar On Me”, var alle mand solgt, og
den sidste – og vigtigste – sang til pladen blev hurtigt færdiggjort. 30 år kan
nye generationer nu også gå på opdagelse i den langt om længe digitaliserede Def
Leppard-samling.