I den forgangne uge gik prins Henrik bort efter et langt liv med kærlighed, kunst, rejser,
poesi, mad og musik. Og som mange andre medlemmer af det danske kongehus gennem
årene havde også prins Henrik sit helt eget musikstykke, der på sin egen måde
afspejlede hans baggrund. Siden midten af 1800-tallet har det nemlig været en
tradition, at monarken og andre medlemmer af den danske kongefamilie får
komponeret en march, der opkaldes efter dem.
Allerede i 1967, hvor han blev
gift med den daværende prinsesse Margrethe, blev ”H.K.H. Prins Henriks
Honnørmarch” komponeret, og den fungerede derfor som en slags bryllupsgave.
Musikstykket blev komponeret af Preben Beyer, som også var en del af Livgardens
Musikkorps, og i melodien indlagde Beyer nogle små ”hilsener”, der refererede
til blandt andet franske militærmarcher. Selv hvis man ikke ved dette på
forhånd, er der passager, hvor man får associationer til den franske
nationalsang ”La Marseillaise”, når man hører ”H.K.H. Prins Henriks
Honnørmarch”. Værket er i øvrigt skabt til at blive fremført i et hurtigere
tempo, end man ser ved danske marcher, og det betyder, at den ikke er
komponeret til at marchere i takt til, men derimod til at fremføre stående.