Kategorier
Musiknyheder

Anne, Sanne og Lis: “Ikke i det her liv”

Det
var mildt sagt en overraskelse, da Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis
Sørensen i sidste uge annoncerede, at de til næste år tager på turné sammen. Både
før og efter tiden i Anne Linnet Band har de arbejdet sammen på kryds og tværs,
men når deres nye turné åbner i Gigantium i Aalborg den 16. maj 2019, er det 38
år siden, de sidst optrådte sammen alle tre.

I januar sendte DR2
dokumentarserien ”Anne, Sanne og Lis”, hvor de tre sangerinder i sidste afsnit
hver især funderer over udsigten til nogensinde at kunne optræde sammen igen.
Sanne Salomonsen er draget af tanken, fordi det kunne være interessant at se,
hvordan de lød sammen i dag, og Lis Sørensen pointerer, at der stadig er noget
mellem dem, som vil kunne tændes igen. Til gengæld er Anne Linnet i interviewet
helt afvisende:
– Det kunne være sjovt med en gæsteoptræden eller to, men jeg
har så mange ting, jeg skal nå at skrive og så mange ting, jeg skal nå at gøre,
så det bliver ikke i det her liv.

Men man har et standpunkt, til man
annoncerer en comeback-turné, og derfor kan man i maj 2019 opleve Anne, Sanne
og Lis sammen i Aalborg, Aarhus, Herning, Odense og København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *