Kategorier
Musiknyheder

John Mogensen kommer til Nibe

På onsdag begynder fire fede dage på
Nibe Festival, og selvom der er solide udenlandske navne og store danske stjerner
på plakaten, så er der et specielt show, der nok løber med en del af
opmærksomheden sent lørdag aften. Skuespilleren Rasmus Bjerg har høstet stor
ros for sin rolle som John Mogensen i filmen ”Så længe jeg lever”, og allerede
under filmoptagelserne fødtes idéen om at tage filmrollen med ud i
virkeligheden.

Hen over sommeren optræder
Rasmus Bjerg og en gruppe musikere med deres ”John Mogensen Show”. Genoplivningen
af sange som ”Der er noget galt i Danmark”, ”Fut i fejemøget” og ”Sidder på et
værtshus” skal nok vække glæde hos mange, men det er ikke alle, der deler
begejstringen:

– Jeg synes, det er usmageligt, at
han skal stå på en scene og lege min far, sagde John Mogensens datter
Minna Mogensen til Ekstra Bladet for nogle uger siden. Hun er utilfreds med, at
hun ikke er blevet taget med på råd, men reglerne er dog helt tydelige: Selvom
hun ejer rettighederne til sin fars sange, så kan andre musikere fortolke og
fremføre sangene uden forudgående tilladelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *