På onsdag bliver det fejret, at det er præcis 175 år
siden, portene blev slået op til en af landets mest kendte turistattraktioner
og en af verdens ældste forlystelsesparker, Tivoli. Iværksætteren Georg
Carstensen havde fået kongens tilladelse til at åbne en forlystelseshave, og
den 15. august 1843 åbnede ”Kjøbenhavns Tivoli og Vauxhall”. Stedet blev
hurtigt meget populært, og allerede ved fejringen af Tivolis to års fødselsdag præsenterede
komponisten H. C. Lumbye et stykke musik, som den dag i dag stadig forbindes
med Tivoli, ”Champagnegaloppen”.
Lumbyes barnebarn videregav ifølge Det
Kongelige Bibliotek mange år senere historien om, hvordan ”Champagnegaloppen”
blev skabt. H. C. Lumbye, som helt fra Tivolis åbning var leder af
koncertsalens orkester, havde været inviteret til en fornem fest hos det
engelske gesandtskab, men endte i stedet med at tilbringe aftenen på sin
stamkro. Da han sent om aftenen kom hjem til familien, måtte han berette om,
hvordan han hos Englands officielle repræsentanter havde svælget i champagne og
festrus, selvom han reelt ikke var nået hen til festen. For at illustrere
festlighederne satte han sig ved klaveret og improviserede det, vi i dag kender
som ”Champagnegaloppen”, og siden 1845 har dette værk været associeret med Tivoli,
som den 15. august bliver 175 år.