Kategorier
Musiknyheder

Gangway gør comeback

Der er gået 23 år, siden der sidst udkom et rigtigt album med det danske
popband Gangway, men efter Allan Jensen, Henrik Balling og Torben Johansen
fandt sammen og tog på turné for nogle år siden, er de nu klar til en ny
udgivelse. I 1980’erne og 1990’erne gjorde de sig bemærket med numre som ”The
Mountain Song”, ”Come Back As a Dog” og ikke mindst det store hit ”My Girl and
Me”, som oprindeligt udkom i 1986 og blev forsøgt lanceret internationalt et
par år senere. ”My Girl and Me” handler om et kærestepar, der altid ender i
druk og skænderier, men sangen rummer også nogle tekstlinjer, der har givet
anledning til undren hos mange gennem årene: ”Wine is a mocker, strong drink is
raging, and whomsoever is deceived thereby is not wise. Proverbs, Chapter 20, Part 4: Warnings and
instructions”.

Sangskriver Henrik Balling forklarede engang i musikerbladet KODA/dk,
hvordan de noget specielle formuleringer landede i sangen: “Jeg så en
udsendelse om den svenske duo Hasse og Tage, som fortalte, at de lod sig
inspirere af tilfældige bibelopslag. Jeg manglede noget til mellemspillet, så
jeg prøvede lykken og fandt advarslen mod druk i Ordsprogenes Bog. Det passede
til sangens historie, og jeg refererede også til inspirationen: “Proverbs,
Chapter 20, Part 4: Warnings and Instruction”. Jeg har prøvet det med
bibelopslag siden, men der har det aldrig virket”.

I den danske udgave af Bibelen lyder advarslen i Ordsprogenes Bog ”Vinen er
en spotter, øl giver larm, ingen, der dingler af det, har visdom”, hvilket også
kunne være interessant at høre fremlagt i en popsang. Der er allerede frigivet flere
nye sange fra Gangway, men på fredag udkommer altså hele albummet, der har fået
titlen ”Whatever It Is”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *