Hvis
man i de kommende dage gør kirkegang til en del af påskeferieplanerne, er der
en god sandsynlighed for, at man vil løbe på ”Påskeblomst, hvad vil du her”,
som med tiden er blevet en af de mest benyttede påskesalmer. Men selvom den
oprindeligt er over 200 år gammel, er den først kommet med i salmebogen i 1953,
og det endda efter nogle ændringer, der flyttede fokus fra salmens ophavsmand
N. F. S. Grundtvig til at handle mere om historien om Jesu genopstandelse.
For
i sin originale form er ”Paaske-Liljen”, som digtet hed ved udgivelsen i 1817,
i høj grad selvbiografisk. Ifølge både Videncenter for Sang og en salmegennemgang
i Kristeligt Dagblad blev en påskelilje dengang anset som noget ”bondsk” og som
en ukrudtsblomst a la mælkebøtten, og hvis man kaldte nogen for en påskelilje
var det nærmest et skældsord, i hvert fald i dele af det københavnske åndsliv,
som Grundtvig i den periode følte sig uvelkommen i efter en omstridt
bogudgivelse nogle år før. Den ”bondeblomst fra landsbyhave uden duft og pragt
og skær”, der synges om i første vers er i høj grad den udstødte Grundtvig
selv, og det selvbiografiske aspekt var medvirkende til, at salmen ikke uden
videre gled ind i datidens gudstjenester, heller ikke efter komponisten Carl
Nielsen skrev sin nu så kendte melodi i 1910.
Men på et tidspunkt blev der
ryddet op i de mange oprindelige vers, og nogle få ord blev ændret, så det
samlede billede af påskens budskaber om håb og genopstandelse stod langt
klarere, og i 1930’erne begyndte ”Påskeblomst, hvad vil du her” derfor at finde
vej til valgmenigheder og frikirker. I den reviderede salmebog fra 1953 blev
der endelig plads til Grundtvigs påskedigt, og det bliver der også i kirker
over hele landet om få dage.