Det bliver nogle af de mest elskede og
ligefrem danske kanoniserede sange, der indtager Aalborg Teater i næste uge,
når ”Mød mig på Cassiopeia” åbner. Historien om kvaler og kærlighed omkring en
teateropsætning blev kendt som film i 1951 med Bodil Kjer, Poul Reichhardt og
Hans Kurt, men har siden da levet et hyppigt og populært liv på de danske
teatre. Selve historien om komponisten John Berger, der har problemer med at
skrive sange til en ny operette og får hjælp fra Polyhymnia, der stiger ned fra
Olympen som hans muse, er velkendt og afholdt, men det er i lige så høj grad
Kai Normann Andersen og Børge Müllers sange, der har gjort ”Mød mig på
Cassiopeia” så tidløs og slidstærk.
Hele tre af numrene er optaget i den danske
kulturkanon, hvor Kai Normann Andersen har sit eget afsnit. Det drejer sig om “Gå ud og gå en tur”, “Musens
sang” og “Den allersidste dans”, som alle vil kunne opleves på
ny fra på mandag i Aalborg Teater.