Kategorier
Musiknyheder

Let the good vibes get a lot stronger

Det
er 40 år siden, musikerne John Guldberg og Tim Stahl fandt sammen og dannede
bandet Laid Back, og jubilæet fejrer de i år med et nyt album og en stribe
sommerkoncerter. En af dem finder sted onsdag eftermiddag på åbningsdagen for årets
Nibe Festival, hvor må forventes at diske op med numre som ”Bakerman”, ”White
Horse” og ”High Society Girl”, og uanset hvordan vejret bliver, vil publikum
formentlig også kræve at høre deres største hit, ”Sunshine Reggae”.

Idéen til
den lidt eksotiske sommersang opstod, da John Guldberg og hans kone var på
bryllupsrejse på Sankt Thomas i De Vestindiske Øer, hvor der var karneval og optog
med steeldrums og dans, som pludselig blev afløst af fællessang – og det skifte
og den samlede livsglæde satte idéerne i gang hos Guldberg. Hjemme i Danmark
blev en ny melodi nærmest jammet frem af de to musikere på en solrig lørdag i
1981, og teksten blev sat sammen af blandt andet klistermærker og postkort, der
hang på musikernes toilet: ”Gimme gimme”. ”Good vibes”, ”Take it easy” og så
videre. De to musikere måtte ud og låne en steeldrum, og da legetøjsharmonikaen
i introen kun havde fire toner, måtte de også have fat i en rigtig harmonika,
da resten af nummeret skulle indspilles. Men Guldberg og Stahl stod for det
meste på egen hånd, og det havde sine fordele, at pladeselskabet ikke blandede
sig:
– Selskabet koncentrerede sig bl.a. om ’High Society Girl’, så den
blev totalt ødelagt med masser af firserkrom og hitklang. Ingen troede rigtig
på ’Sunshine Reggae’, så vores oprindelige indspilning blev bevaret. Derfor fik
den sin tidløse charme. Når vi har lavet vores bedste ting, er det, når vi har
været mest ubevidste og mindst spekulative, fortalte John Guldberg for ti
år siden til bladet Koda/DK.

Ud over Laid Back kan man på årets Nibe Festival
opleve navne som Westlife, Mø, L.O.C., The Minds of 99 og Benal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *