En
vigtig del af den danske sangskat findes i salmebogen, som gennem tiden er udkommet
i tolv forskellige autoriserede salmebøger, og forleden var der 450
års-jubilæum for den allerførste af slagsen. Efter reformationen begyndte
dansksprogede salmer at vinde indpas i kirkerne, og da den første salmebog med
kongens autorisation udkom den 10. august 1569, fik Danmark for første gang en fælles
salmebog, der skulle bruges i alle kirker. Titlen var ”Den danske Psalmebog” –
eller ”Den danske Psalmebog, met mange Christelige Psalmer, Ordentlig
tilsammenset, formeret oc Forbedret”, hvis man tog det hele med. Prisen var
omtrent den samme som prisen på en ko, men så fik man også 269 salmetekster og
melodier, som præst og latinskolerektor Hans Thomissøn sammen med sin far havde
indsamlet eller oversat. Selvom det nu er 450 år siden, er der flere af salmerne,
som har overlevet frem til i dag, blandt andre ”Vor Gud han er så fast en borg”
og en tidlig udgave af ”Julen har englelyd”. Hen over efteråret markeres
jubilæet flere steder.
Kategorier