Uge
42 er lig med efterårsferie, løvfald, kastanjedyr og i visse sammenhænge fine
sange om årstidernes skiften, og en af de mest elskede efterårssange er ”Nu
falmer skoven trindt om land”. N.F.S. Grundtvig var i en brevveksling med
præsten Peter Rørdam i 1844 blevet bedt om at komme med et bud på en høstsalme,
men Rørdam ikke brød sig om hans første, lidt for kedsommelige udkast. Digteren
måtte derfor tilbage til skrivebordet og forfattede i stedet ”Nu falmer skoven
trindt om land” om årets gang, døden og det evige liv.
Med til historien hører
også, at Grundtvig lige var kommet ud af en af de perioder med decideret
sindssyge, som han blev ramt af flere gange i sit liv. Han fik et sammenbrud,
da han var sidst i tyverne, og mange år senere blev han atter ramt. I 1843 og
1844 gennemgik han først det, der er blevet kaldt en rablende manisk periode
efterfulgt af en dyb depression, og i tiden efter beskæftigede han sig meget
med alderdommen og ”livets efterår”. Det var netop i denne periode, han satte
ord på den tid på året, hvor fuglestemmen daler, og at på de engang bølgende
marker “ser man nu kun sorten muld og stubbene de golde”.