En tvetydig sang om ægteskabets snærende bånd blev for 80 år siden den første – og med tiden en af de største – sange, der skrev sig ind i den danske modstandskamp under den tyske besættelse af Danmark, og siden uropførelsen den 31. maj 1940 er ”Man binder os på hånd og mund” også blevet en del af den danske sangskat. Forfatteren Kjeld Abell havde i en del år leget med tanken om at skrive om kong Christian d. 2.’s elskerinde Dyveke, og i 1940 gjorde han alvor af det. Men kort tid før den musikalske revy ”Dyveke” om en digter skulle have premiere, rykkede de tyske tropper den 9. april ind i Danmark, og både Kjeld Abells stykke og Poul Henningsens tilhørende sangtekster måtte kigges efter i sømmene af datidens faste teatercensor. Der var klare referencer til samtiden og ikke mindst nazismens fremfærd, og det måtte man rydde op i, hvis man skulle gøres sig forhåbninger om at sætte stykket op i Riddersalen i København som planlagt. Det mest markante aftryk var, at sangen ”Det gælder kærlighed og krig” blev til ”Man binder os på hånd og mund”, og udover at enkelte linjer blev ændret, blev også et helt vers og omkvæd pillet ud af den oprindelige tekst for ikke at provokere tyskerne. Hele den oprindelige tekst kan læses her, men et omkvæd lød:
”Hvad hjalp de håndslag, som I gav, for den der står ved mandens grav? Et menn’ske er nul mod den hellige jord. Angst for vore fjender? Ja, men mere angst for den stormagt, som vil hjælpe os, og kalder sig vor ven. Det gælder alle tiders krig, at garantier kun er svig, og ingen kan stole på staternes ord”.
Sangen med kritik af besættelsesmagten blev ændret, så den kunne forstås direkte som en sang om ægteskabets begrænsninger over for den frie lidenskab, men for et dansk teaterpublikum i foråret 1940 var der ikke tvivl om, hvad der lå mellem linjerne trods den ændrede tekst. Kristeligt Dagblad har citeret Riddersalens teaterdirektør Arne Weel for, hvordan Liva Weels fremførelse af PH’s tekst og Kai Normann Andersens melodi blev modtaget på premiereaftenen, som på søndag er præcis 80 år siden: ”Der blev nogle øjeblikkes isnende stilhed, ikke en hånd rørte sig, men som efter en fælles indskydelse rejste alle sig i tavshed. Sjældent har mennesker – publikum, kunstneren, digteren – været knyttet så stærkt til hinanden”.