Folk, der synger sammen, men hver for sig, er ikke kun et fænomen i DR’s fællessangsprogrammer. Under den verdensomspændende corona-nedlukning er der nærmest gået sport i at lade bands, kor og musikskoler optræde i sammenklippede numre optaget i hver af deltagernes eget hjem – men at modtage ros for indsatsen fra selveste Elton John er alligevel de færreste forundt. En musiklærer på engelske Telford Priory School indspillede Elton John-sangen ”I’m Still Standing” og fik sine elever til hver især at synge med hjemmefra. Det færdige resultat nåede ad omveje frem til Elton John, som var så begejstret for de unge menneskers fortolkning af ”I’m Still Standing”, at han kvitterede med både et rosende tweet og en videohilsen direkte til musikholdet – inklusiv en åben invitation til at komme til en af hans koncerter i England, når det engang atter er muligt.
Kategorier