Kategorier
Musiknyheder

Syv år med Lukas Graham

Titlen ”7 Years” er i forvejen nært knyttet til det danske band Lukas Graham på grund af en af deres sange, men fra denne uge henviser den også til en dokumentarfilm. Instruktøren René Sascha Jørgensen har fulgt gruppen syv år, og derfor har den meget naturligt fået titlen ”7 Years of Lukas Graham” som en hilsen til sangen fra 2015, der blev et stort hit i det meste af verden. I P3-podcasten ”Splittet til atomer” fortalte forsanger Lukas Forchhammer sidste år, hvordan sangen ”7 Years” kom til verden på en aften, hvor nogle af bandmedlemmerne og flere venner fra musikermiljøet omkring Lukas Graham var samlet for at prøve at skrive nye sange. Arbejdet var gået lidt i stå, og Lukas Forchhammer havde fået sig en lur på en sofa, men da han vågnede, sad pianisten Morten Ristorp ved et gammelt elklaver, hvor flere af tangenterne endda sad fast, fordi der var blevet spildt en drink ned i det. Ristorp sad og legede med den lille klaverfigur, som i dag er kendt som introen til ”7 Years”, og da Lukas Forchhammer kom ud til ham, begyndte han instinktivt at synge “Once I was seven years old my mama told me: Go make yourself some friends or you’ll be lonely”. Meget hurtigt var der en følelse af, at de efter en ellers lidt ufrugtbar sangskrivningsaften nu havde fat i noget godt. Folk stimlede sammen om klaveret, og hen over rødvin, joints og cigaretter begyndte Forchhammer at skrive tekstidéer ned i sin lille bog. I løbet af nogle timer blev nærmest hele sangen skrevet ud i ét. Sangen ”7 Years” gennemgår vers for vers livsoplevelser i forskellige aldre, også med forventninger om fremtiden. Der blev også skrevet vers om at være 40 og 50 år, men de blev senere sorteret fra, men 60 års-verset med en hilsen til Forchhammers afdøde far fik lov at blive stående: ”Soon I’ll be sixty years old, my daddy got sixty-one, remember life and then your life becomes a better one”. Flere af gruppens sange er ikke kærlighedssange i gængs forstand, men kredser om familie og om den afdøde far:

”Fra et helt basalt, psykologisk synspunkt, så er det jo en psykologisession på tre en halv time, når skriver en sang som ’7 Years’. Det er jo sorgbearbejdelse, der foregår, når man skriver en sang om sin døde far”, sagde Lukas Forchhammer i podcasten ”Splittet til atomer”.

På fredag er der i biografer mange steder i landet premiere på dokumentarfilmen af René Sascha Johannsen, som faktisk også var manden bag musikvideoen til sangen ”7 Years” dengang i 2015.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *