Kategorier
Musiknyheder

Dansker i Whitney Houstons fodspor

En stor musicalsatsning bevæger sig for tiden gennem landet og gør stop i Nordjylland i de kommende dage. Filmsuccesen ”The Bodyguard” fra 1992 med Whitney Houston og Kevin Costner er blevet omsat til en musical og ikke kun med de kendte sange fra filmen, men også med andre af Whitney Houstons store hits. Historien i ”The Bodyguard – The Musical” bindes således sammen af numre som ”I Will Always Love You”, ”I’m Every Woman”, “I Wanna Dance With Somebody” og “One Moment In Time”. Hovedrollen som popstjernen Rachel Marron er i musicalen besat af den indtil nu ret ukendte 22-årige Andrea Lykke Oehlenschlæger, og hun får ikke blot lov til at spille den samme rolle som Whitney Houston, men har også indspillet en Whitney Houston-sang, som Houston aldrig selv fik færdiggjort.

I forbindelse med forberedelserne til musicalrollen mødtes den unge sangerinde med de danske musikproducere Soulshock og Karlin, som blandt andet stod bag et af Whitney Houstons sidste hits, ”Heartbreak Hotel”. Soulshock og Karlin havde efter ”Heartbreak Hotel” skrevet en ny sang med Whitney Houston i tankerne, og de præsenterede den for det hold, som skulle arbejde hen imod et nyt Whitney-album. Soulshock og Karlin har selv fortalt, at der var stor begejstring for nummeret ”Me Without You”, men den dag, det skulle indspilles, var Whitney Houston blevet syg, og aftalen blev udskudt. Hele albummet endte med at blive afblæst på grund af problemer i Whitney Houstons liv, og ”Me Without You” nåede ikke at blive samlet op igen, før hun i 2012 blev fundet død. ”Me Without You” endte derfor med at blive liggende i Soulshock og Karlins skuffe hjemme i Los Angeles, indtil Andrea Lykke Oehlenschlæger dukkede op for at forberede sig til rollen, som netop Whitney Houston udødeliggjorde, og inden længe kan alle få mulighed for at høre hendes indspilning af den sang, der var tiltænkt Whitney Houston. I de kommende dage er det dog Whitney Houstons velkendte hits, der er drivkraften, når ”The Bodyguard – The Musical” spiller i Aalborghallen, inden forestillingen fortsætter til Aarhus, Holstebro og København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *