Kategorier
Uncategorised

…And the land of the free

Onsdag bliver Joe Biden svoret ind som USA’s nye præsident ved en ceremoni i hovedstaden Washington DC, og på trods af corona-restriktioner vil der være både pomp, pragt og popstjerner. Jennifer Lopez skal optræde undervejs, og Lady Gaga har fået æren af at fremføre nationalmelodien ”The Star-Spangled Banner” ved højtideligheden, der begynder sidst på eftermiddagen dansk tid. Da Barack Obama blev præsident i 2009, var det en sanger fra United States Army Band, der fremførte nationalmelodien, mens pop-ikonet Beyoncé stod for det, da Obama i 2013 tog hul på sin anden periode. Ved indsættelsen af Donald Trump for fire år siden, var det ikke ”The Star-Spangled Banner”, der var valgt som den store hymne, men derimod “America the Beautiful” fremført af The Tabernacle Choir at Temple Square. I dag er USA’s officielle nationalmelodi siden 1931 atter en del af en præsidentindsættelse, når popstjernen Lady Gaga tager livtag med ”The Star-Spangled Banner”, der er kendt som en sang, der er svær at fremføre selv for professionelle sangere. Fra den dybeste til den højeste tone er der mere end halvanden oktav, så for de fleste sangere skal den lægges i det helt rigtige toneleje, hvis man skal kunne synge rent i begge ender af spektret.

Melodien stammer fra “Anacreon in Heaven”, der var en slags drikkevise fra en engelsk herre-loge i 1700-tallet, og den er givetvis lettere at synge, hvis man må brøle de højeste toner ud i fuldskab. I 1814 fik den dog en noget anden karakter, da advokaten og amatørdigteren Francis Scott Key skrev “The Star-Spangled Banner” til denne melodi. Han havde under Den Anden Uafhængighedskrig i 1812 oplevet det britiske bombardement af Fort McHenry i Baltimore og skrev herefter sin patriotiske tekst med inspiration fra det meget store flag, som vajede over fortet, og som bar tilnavnet ”the star spangled banner” – den stjernebesatte fane.

Mere end 200 år senere er en af landets store popstjerner, der onsdag skal fremføre den krævende drukvisemelodi med den patriotiske tekst, når Joe Biden bliver taget i ed som USA’s 46. præsident.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *