Hej Tor
Der er en linje, jeg ofte synger for min kone hen over morgenbordet, måske også så tit at hun bliver helt træt af det. ”Du må næsten gøre alt min ven, når bare du ikke huler osten igen”. Jeg føler mig ret sikker på at have set De Nattergale synge den på TV engang, men jeg kan simpelthen ikke finde den på deres plader. Jeg tænker over om der kan være tale om en sang, de kun har haft med i TV og/eller deres koncerter, og at den derfor ikke er på plade. Ved du noget om dette?
Mvh. Johan
Hej Johan
Du er utroligt tæt på, men der er en god grund til, at du forgæves leder efter sangen om den hulede ost. Den stammer nemlig fra en af soloudgivelserne med Carsten Knudsen, der er kendt som et af medlemmerne i De Nattergale – og det er bestemt ikke utænkeligt, at han engang har optrådt med den i tv, hvor du har hørt den. Sangen, der blot hedder ”Osten” stammer fra hans album ”Du står med den i hånden” fra 2001. Du kan høre ”Osten” på Youtube Music.
Med venlig hilsen
Tor Bagger