Kategorier
Uncategorised

80’erne og 90’erne vendte tilbage i DMGP

Der var 1980’er-stemning for alle pengene, da duoen Fyr & Flamme i lørdag vandt det danske Melodi Grand Prix med en sang, der lød som moderniseret Laban og med en forsanger iført en jakke, der har været Kim Schumachers. Pauseunderholdningen i showet pegede derimod tilbage på 1990’erne, for DR havde inviteret sangeren Andreas Odbjerg til at fortolke en selvvalgt Grand Prix-klassiker, og i stedet for at gå ombord i en af de mere festlige sange fra fortiden havde han valgt den afdæmpede “Fra Mols Til Skagen”. Odbjerg, der har haft succes med sange som ”Føler mig selv 100” og ”Penge ind penge ud”, har fortalt til dr.dk, at “Fra Mols Til Skagen” betyder noget for ham, fordi han har et klart barndomsminde, hvor hans mor står i soveværelset og synger med på den, og fordi sangen er mere eksperimenterende end de Grand Prix-sange, der skal sætte sig fast efter første gennemlytning.

”Fra Mols til Skagen” med sangerinden Aud Wilken vandt i 1995, hvor Melodi Grand Prixet for en kort bemærkning havde skiftet navn til Dansk Musik Event som en del af et forsøg på at forny konkurrencen. Sangen blev ikke overvældende godt modtaget som vinder, og der faldt også en del sjove bemærkninger om Aud Wilkens overraskende outfit. På scenen var hun nemlig iført en gammeldags folkedragt, og til fyens.dk fortalte hun flere år senere, at hun faktisk i havde sparet DR for udgifter til det helt store skrud, eftersom hun selv lejede folkedragten for 80 kroner hos Ballerup Folkemindesamling. Folkedragten var i øvrigt fra hverken Mols eller Skagen, men derimod fra Samsø. På trods af den i første omgang lunkne modtagelse i Danmark fik “Fra Mols Til Skagen” en flot femteplads i Eurovision-finalen og er i dag er en del af Grand Prix-sangskatten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *