Kategorier
Musiknyheder

Adele-tabellen: 19, 21, 25, 30

Personlige popsange og følelsesladede ballader går aldrig af mode, så lige nu venter mange spændt på, at vor tids dronning på dette felt bryder tavsheden og præsenterer nyt materiale. På fredag udgiver sangerinden Adele nemlig sin første nye sang i seks år, og i november følger et helt album, der også bliver hendes første siden 2015. Adele Laurie Blue Adkins har siden gennembruddet i 2008 sat et hav af rekorder, uanset om man ser på salgstal, hitlistestatistikker, koncertturnéer og videovisninger på nettet, men den nok mest tungtvejende rekord er, at hendes album ”21” fra 2011 med flere end 31 millioner solgte eksemplarer er det bedst sælgende album i det 21. århundrede.

Pladen rummede flere store hits, ikke mindst den store ballade ”Someone Like You”, som hun færdiggjorde og indspillede sammen med Dan Wilson fra bandet Semisonic. De første dele af sangen havde hun med i skitseform, da de mødtes for at se, om de kunne finde ud af at arbejde sammen, og i fællesskab fik de melodien og teksten på plads hen over to dage i studiet. Til sidst indspillede de en demo-version af ”Someone Like You”, så de kunne præsentere resultatet for andre. Indspilningen indeholdt intet andet end Adele ved en mikrofon og Dan Wilson ved et flygel, men det var så kraftfuldt og følelsesladet, at der ikke var brug for andet. Adele forsøgte senere at indspille sangen med et større orkester, men i sidste ende valgte hun at holde fast i den første indspilning med blot sang og flygel, så det var reelt en demo, der endte på toppen af hitlisterne verden over. Den endte også på albummet ”21”, som i titlen refererer til Adeles alder i den periode, hvor sangene blev til. Hun har også udgivet pladerne ”19” og ”25”, og der er forlydender om, at det album, der er varslet til november, kommer til at hedde ”30”. Adele er godt nok blevet 33 år, men eftersom albummet har været nogle år undervejs, er ”30” en passende titel til sange fra en periode i hendes liv med både skilsmisse og moderskab.

På de sociale medier er der allerede præsenteret nogle mindre bidder fra den nye sang ”Easy On Me”, der lyder som endnu en stor klaverbåret ballade, og fra på fredag kan vi få lov til at høre hele nummeret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *