Selvom Rolling Stones for to måneder siden mistede deres trommeslager Charlie Watts, der døde 80 år gammel, er bandet i øjeblikket på turné. På grund af sygdom havde Watts bedt de gamle venner tage af sted uden ham, så det er ikke en overraskelse, at turnéen fortsætter, men det er naturligvis et forandret Rolling Stones, publikum møder uden Watts ved trommerne. Noget andet, der også er ændret, er, at en af gruppens mest kendte sange, ”Brown Sugar”, er blevet pillet ud af setlisten. Det har medført spekulationer om, hvorvidt de aldrende musikere er bekymrede for at havne i en shitstorm i forlængelse af de seneste års debat om synet på sorte mennesker. På trods af den festlige rocklyd er historien, der fortælles i ”Brown Sugar”, ganske ubehagelig. De første linjer lyder ”Gold Coast slave ship bound for cotton fields sold in the market down in New Orleans”, så hvis man synger med i festligt lag, så deltager man altså i fortællingen om et slaveskib med kurs fra Guldkysten mod Amerika, hvor slaverne sælges for at arbejde i bomuldsmarkerne, og senere handler det blandt andet om pisk til kvinderne ved midnatstid.
Det vil være forkert at sige, at sangen direkte forherliger slaveri eller opfordrer til racisme, men skildringen af fortidens voldelige udnyttelse af sorte og antydningerne af seksuelle overgreb mod disse kvinder er heller ikke ligefrem tynget af anger og afsky fra de hvide mænd, der indspillede sangen – og 50 år efter sangens udgivelse kan den slags give kritik fra samtiden. Mediet Los Angeles Times konfronterede forleden Stones-medlemmerne Mick Jagger og Keith Richards med beslutningen om at droppe ”Brown Sugar”, og Richards afslørede, at han ikke helt kan se problemet med sangen, eftersom det er rædslerne i slaveriet, sangen handler om. ”Lige for tiden vil jeg ikke rode mig ud i problemer med alt det lort. Men jeg håber, at vi vil kunne genoplive den sild i al sin skønhed engang hen ad vejen”, sagde Keith Richards til Los Angeles Times tidligere på måneden, mens forsanger Mick Jagger påpegede, at de har spillet ”Brown Sugar” til alle koncerter siden 1970, så nu vil de bare se, hvordan det fungerer, hvis de piller den ud af showet.
Udover de eksplicitte referencer til sorte slavekvinder har der gennem årene også været gættet på, at teksten om ”brunt sukker” rummer henvisninger til rygeheroin.