Det er let at argumentere for, at U2 op gennem 1980’erne og 1990’erne var verdens største og vigtigste rockband, og siden da har de fire irske musikere holdt gryden i kog, og selv efter 40 år optræder de stadig sammen. Forleden afslørede forsangeren Bono dog, at det ellers så kendte og let afkodelige bandnavn U2 faktisk går ham på. I podcasten ”Awards Chatter” indrømmede Bono i sidste uge, at han ikke bryder sig om navnet og aldrig rigtigt har gjort det, og at det ordspil, der kan ligge i U2/You too, strøg hen over hovedet på ham dengang. ”I vores hoveder var det ligesom spionflyet, som en u-båd. Det var futuristisk – men det viste sig at rumme denne form for samtykke. Nej, jeg bryder mig ikke om det navn”. Deres første manager var dog af en anden opfattelse, og han havde pointeret, at kombinationen af ét bogstav og ét tal ville fungere godt, også for eksempel på en t-shirt.
Til at begynde med kaldte de unge musikere sig ellers Feedback, opkaldt efter den hylende støj, der opstår, når en mikrofon opfanger lyden af sig selv fra højttalere, der står for tæt på og derved skaber det, der på danske nogle gange kaldes rundhyl. Senere blev de til The Hype, inden de til sidst valgte navnet U2, som har fulgt dem siden de første udgivelser i begyndelsen af 1980’erne, der måske nok står som klassikere i rockhistorien, men ligesom med bandnavnet har Bono også visse forbehold over for mange af deres udgivelser. Han finder nemlig sin egen sangpræstation pinlig på mange af U2’s indspilninger, forklarede han i ”Awards Chatter”-podcasten: ”Jeg har oplevet at sidde i bilen, når en af vores sange kommer i radioen, og jeg er blevet højrød i hovedet, som vi siger i Dublin. Jeg er bare så pinlig berørt”