Kategorier
Musiknyheder

Hvor længe vil de ydmyge sig?

Der er mange planer, der må ændres eller aflyses på grund af krigen i Ukraine, men at den danske forårsturné for et poporkester skulle komme til at hænge i en tynd tråd af den årsag, var der nok ikke mange, der havde forestillet sig. Gruppen Danser med Drenge skulle åbne koncertsæsonen 1. april, men om det bliver til noget, er lige nu usikkert, da det er svært at gennemskue, om bandet eksisterer og i så fald i hvilken form. Danser med Drenge har ellers været et populært liveband, siden debuten i 1993, hvor gruppen først fik sit besynderlige navn, efter at alle sange til det første album lå klar. Historien går på, at pladeselskabsmanden Jan Degner udlovede en kasse dyr rødvin til den, der kunne finde på et godt navn til bandet, men for at undgå rent faktisk at skulle af med denne kasse rødvin annoncerede Degner i samme ombæring, at han selv havde fundet et passende navn, og at gruppen skulle hedde Danser med Drenge. Klaus Kjellerup og resten af bandet købte idéen, og siden blev Danser med Drenge kendt for sange som ”Hvor længe vil du ydmyge dig”, ”Er der nogen i himlen”, ”Aldrig undvære dig”, ”Kolde hjerter” og ”En dejlig morgen”. Danser med Drenges pludselige sammenbrud kom for få dage siden i forlængelse af, at stifteren Klaus Kjellerup gik til tasterne og blandede sig i en Twitter-tråd om Ruslands invasion af Ukraine. ”Du er vildledt af Vestens medier, som lyver konsekvent om Ukraine, præcis ligesom de gjorde om Corona”, skrev musikeren og fortsatte: ”Russerne bomber intet. Det er de ukrainske nazi-terrorgrupper, der bomber i Ukraine. Russerne betragter sig slet ikke som fjender af Ukraine eller af det ukrainske folk”. Denne udlægning af virkeligheden var dråben, der fik bægeret til at flyde over for fire af bandets medlemmer, som ifølge egne udsagn tidligere har forsøgt at tale med Kjellerup om hans syn på verden. Da rygeloven blev indført, var Klaus Kjellerup stor modstander og fremførte blandt andet, at det ikke kan bevises, at passiv rygning er farlig. Under pandemien har han har kaldt coronapasset for ”medicinsk apartheid” og generelt været en meget stærk kritiker af den førte politik.  Men med den russiske propaganda-logik på Twitter blev det for meget for fire af bandkollegerne, som i et Facebook-opslag skrev, at hans holdninger uimodsagt vil fremstå som Danser med Drenges holdninger, at de ikke ser det som en mulighed at gennemføre den kommende turné sammen med Kjellerup, og at de vil træde ud af et fremtidigt samarbejde. Sidenhen har Kjellerup tilbudt selv at trække sig, og til tv2.dk har han sagt, at ”turnéen gennemføres, men det bliver formentlig uden mig”, mens det sjette og sidste medlem af gruppen, Kjellerups barndomskammerat Stanley Møller, på Facebook forsøger at mane til besindighed og håber, at Kjellerup stadig kan komme på scenen på forårsturnéen. Men hvordan en sådan turné kommer til at se ud, er således noget usikkert lige nu.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *