Det er to af popmusikkens mastodonter, der med to dages mellemrum begge fylder 80 år, når Paul McCartney fra The Beatles har fødselsdag lørdag, og Brian Wilson fra The Beach Boys fylder rundt mandag. I midten og slutningen af 1960’erne var de på én gang kolleger og konkurrenter, og det er velkendt, at når den ene udsendte noget skelsættende, lagde den anden sig i selen for at overgå det. Og mens nogle betragter Paul McCartney som den største sangskriver i nyere tid, så betragter han selv en af Brian Wilsons sange som den bedste sang, der nogensinde er skrevet. Til BBC Radio 1 fortalte McCartney for femten år siden om, hvor nært knyttet han er til netop denne sang fra The Beach Boys: ”God Only Knows er en af de få sange, der får tårerne frem hos mig, hver eneste gang jeg hører den. Det er egentlig bare en kærlighedssang, men den er fremragende udført. Den viser Brians genialitet. Jeg har faktisk optrådt med den sammen med ham, og jeg er nødt til at indrømme, at jeg brød sammen under lydprøven”.
Mange år før det har Paul McCartney også fortalt, at han købte Beach Boys-albummet ”Pet Sounds”, som indeholder blandt andet ”God Only Knows”, ”Sloop John B” og ”Wouldn’t It Be Nice”, til hvert af sine børn som en del af deres almene dannelse, og fordi han ikke mente, at man er rigtigt skolet musikalsk, før man har hørt ”Pet Sounds”. Selv vokalharmonierne i starten af Beatles-sangen ”Here, There and Everywhere” har Paul McCartney indrømmet er med inspiration direkte fra ”God Only Knows”.
Rivaliseringen mellem de to musikere ligger mere end 50 år tilbage i tiden, og dengang ville det måske være svært at regne ud, at den gensidige beundring ville forblive intakt i årene efter, også når de to unge superstjerner en dag skulle fejre deres 80-års-fødselsdage.