Kategorier
Musiknyheder

Dansegulvets største sang

At skulle sammensætte lister over de bedste sange for eksempel inden for en bestemt genre eller periode kan være sjovt og interessant, men det er naturligvis også en helt urimelig opgave og vældig subjektivt. Ikke desto mindre har det store amerikanske musikmedie Rolling Stone kastet sig ud i at samle listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time”. I sig selv kan det være vanskeligt at definere, hvad dansemusik er, når man i princippet kan danse til hvad som helst, men Rolling Stone har afgrænset det til, at de udvalgte sange alle skal tilhøre dansemusik-kulturen, hvilket vil sige, at det er tiden fra omkring disco-musikkens opblomstring i 1970’erne og frem til i dag, det handler om. De udvalgte 200 sange ligger derfor primært inden for disco, house, techno og beslægtede genrer. Det er ikke svært at forestille sig diskussioner på redaktionen om den ene sangs placering på listen frem for den anden, men da den samlede Top 200 blev offentliggjort forleden, havde de valgt at placere et skelsættende Donna Summer-hit fra 1977 på førstepladsen.

I denne periode arbejdede Donna Summer sammen med producerne Giorgio Moroder og Pete Bellotte på konceptalbummet ”I Remember Yesterday”, der sang for sang bevægede sig gennem tidsperioder og genrer og lød mere og mere moderne undervejs. Som et afsluttende nummer på den ellers bagudskuende plade ville de gerne have noget, som pegede fremad, og som kunne signalere lyden af fremtiden. Giorgio Moroder fortalte for nogle år siden til avisen The Guardian, at en del af idéen kom, da han så den dengang helt nye ”Star Wars”-film:

– Jeg skelede til filmen Star Wars, der havde en scene kaldet La Cantina, hvor der tilsyneladende blev spillet fremtidens musik. Det lød slet ikke som fremtidens musik. Det så sådan ud, men det lød ikke sådan. Så jeg tænkte, at den eneste måde at gøre det på, var at gøre det med computere og udelukkende computere, sagde Moroder.

Med en Moog-synthesizer begyndte de derfor at skabe lyden af hvert enkelt instrument kunstigt lige fra hi-hat og stortromme til bas og strygere, hvilket var meget usædvanligt dengang. Resultatet blev en langstrakt og næsten hypnotisk diskoteksklassiker, der langsomt stiger i intensitet – ledsaget af en meget kortfattet tekst, sensuelt og næsten spirituelt fremført af Donna Summer. ”I Feel Love”, som nummeret hedder, vendte op og ned på, hvordan pophits kunne lyde og var med til at lægge vigtige grundsten til udviklingen inden for house og elektronisk musik i mange år efter.

”I Feel Love” er udvalgt til at ligge nr. 1 på Rolling Stone-listen ”The 200 Greatest Dance Songs of All Time” efterfulgt af Daft Punks ”One More Time” fra 2000 som nr. 2 og ”Good Times” med Chic fra 1979 som nr. 3.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *