Hver en højtid har sine egne sange, og den nært forestående pinse er ingen undtagelse. Udvalget af pinsesange er mindre end i julemåneden eller for den sags skyld til påske eller høsttid, men både i kirkelig og folkelig sammenhæng er pinsen blevet besunget med salmer om Helligånden og sange om forårsvarme. Blandt de mest kendte er Thomas Kingos salme “Nu nærmer sig vor pinsefest” og Grundtvigs “Kærligheds og sandheds ånd” samt den muntre ”Til pinse, når skoven bli’r rigtig grøn”. Men der findes også en velkendt pinsesalme, som i år har 170- eller 180-års-jubilæum, alt efter hvordan man regner.
I 1839 blev N.F.S. Grundtvig præst i Vartov Kirke i København, hvor han havde sit virke helt frem til sin død i 1872. I sine mange år i embedet leverede han dog ikke kun de forventelige prædikener og kirkelige handlinger – han bidrog også selv med nye salmer til sine egne gudstjenester. Som man kan læse på folkekirken.dk, var det dengang ikke tilladt at afvige fra den autoriserede salmebog, så Grundtvig fik trykt salmer i løsbladsform, som blev delt ud i smug under hans gudstjenester. I 1843 skrev han første udgave af en ny pinsesalme, men det var først i 1853, at teksten blev udgivet helt officielt i ”Fest-Psalmer”, der var et salmebogstillæg til kirkeårets højtider. Ved den lejlighed ændrede han ifølge folkekirken.dk lidt i den oprindelige tekst fra 1843, og en af de justeringer, han foretog, var at tilføje den indledende linje, der nu er kendt som salmens titel: ”I al sin glans nu stråler solen” efterfulgt af linjerne ”livslyset over nådestolen, nu kom vor pinselilje-tid”. Melodien af Henrik Rung, som bruges i dag, kom dog først til i 1859.