Kategorier
Musiknyheder

Nyt fra 83-årigt ungdomsidol

Med en imponerende karriere over otte årtier har Cliff Richard ved flere lejligheder genindspillet nogle af sine største hits, og nu har han kastet sig ud i endnu et projekt med nyfortolkninger. Forleden udkom albummet ”Cliff With Strings – My Kinda Life”, men allerede for et par måneder siden landede en forløber for albummet i form af en ungdomssang sunget af en 83-årig. ”The Young Ones” udkom oprindeligt i januar 1962 og var skabt som en meget klar bestillingsopgave. Cliff Richard skulle spille hovedrollen i en film af samme navn, og ifølge bogen ”Cliff Richard The Biography” sendte filmens musikansvarlige en medarbejder fra London til New York for at aflevere et filmmanuskript hos komponisterne Sid Tepper og Roy C. Bennett, som stod bag flere af Elvis Presleys sange. Da han kom tilbage til dem 48 timer senere, havde det erfarne makkerpar skabt tre nye sange til Cliff Richard, ”When the Girl In Your Heart Is the Girl In Your Heart”, ”Outsider” og den vigtigste bestillingsopgave: En sang med netop titlen ”The Young Ones”.

Nu er ”The Young Ones” blandt de sange, Cliff Richard har genindspillet med både band og strygerorkester på det nye album, og i den forbindelse har han sagt, at denne sang får ham til at føle sig lige så ung, som han var dengang. Afstanden mellem den 21-årige sanger og skuespiller og den nu 83-årige veteran er altså ikke større end en tre minutters popsang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *