Kategorier
Brevkasse

Spørgsmål: Vært på Det Elektriske Barometer

Hej!
Hvem var stemmen (værten) der sammen med Trine Bry startede det elektriske barometer? Jeg husker en kvindelig stemme, som var vært på det elektriske barometer. I min barometer-tid mindes jeg kun hende. Hun præsenterede bl.a. Alannah Myles med Black Velvet som bobler (forkortet, red.).
Venlig hilsen
Brian Geertsen

Hej Brian
Jeg går ud fra, at du henviser til Tine Bryld, som gennem flere årtier var rådgiver i radioprogrammet “Tværs”. Dette program var del af en aftenflade for unge, som i en årrække gik under navnet “P4 i P1”, og det var også her “Det Elektriske Barometer” blev etableret. Tine Bryld havde dog aldrig noget at gøre med “Det Elektriske Barometer” direkte. Denne alternative hitliste blev startet op af blandt andre Kenan Seeberg, der også var vært på den allerførste udgave. Oplysningen om “Black Velvet” indsnævrer mulighederne en smule, da den er fra 1989. I den periode var blandt andre Inge Bang Termansen, Gitte Løkkegaard og Vibeke Heide-Jørgensen værter på programmet. Af andre prominente kvinder ved barometer-mikrofonen kan nævnes Helle Helle, Paprika Steen, Gitte Løkkegaard og Dorte Palle. Måske er det en af disse, du forbinder med lyden af “Det Elektriske Barometer” (og Alannah Myles)?
Med venlig hilsen
Tor Bagger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *