Kategorier
Musiknyheder

Level 42: 80’er-pop og meningen med livet

Der er lagt op til funky firserfest i i denne uge, når bandet Level 42 giver koncert to koncerter i Danmark. Det britiske band startede i slutningen af 1970’erne som et jazz-funk-fusionsband, men da de i 1980’erne blandede pop og funk fik de stor succes med sange som “Something About You”, “Lessons In Love”, “Running In the Family” og “Children Say”. Flere af medlemmerne er skiftet ud siden de helt store år mellem 1985 og 1990, men keyboardspiller Mike Lindup og ikke mindst forsanger og bassist Mark King med den altid energiske slagbas er stadig med på holdet for at give Level 42 den karakteristiske lyd. Det tilbagevendende spørgsmål til musikerne har gennem alle årene været, hvor det let genkendelige, men svært afkodelige bandnavn stammer fra, og på et tidspunkt blev det så omfattende, at de for deres egen underholdnings skyld i interviews begyndte at opdigte historier om navnets oprindelse. Blandt andet har de fortalt, at de skulle være opkaldt efter den øverste etage i verdens højeste parkeringshus.

Den rigtige forklaring har dog forbindelse til den populære science fiction-serie “The Hitch-Hikers Guide to the Galaxy”, der i de danske bogudgivelser fik navnet “Håndbog for vakse galakseblaffere”. En af de mest kendte passager i serien, der både findes som roman, radioføljeton og film, handler om en fremmed civilisation, der engang byggede en supercomputer for at finde svaret på “meningen med livet, universet og alt det der”. Da computeren efter nogle millioner års beregninger spyttede svaret ”42” ud, var det ubrugeligt, fordi man nok havde fået svaret, men ikke rigtigt vidste, hvad spørgsmålet var. Blandt seriens fans tæller tallet 42 derfor som det gode (men halvskøre og helt ubrugelige) svar på, hvad meningen med livet er. Den tankegang tiltalte Mark King og hans bandvenner i gruppens unge år i slutningen af 1970’erne, fortalte han engang i et interview med Herts Advertiser:

“Det er en sjov bog. Boon (guitarist Boon Gould, red.) og jeg holdt til et sted i Walthamstow og læste bogen i den periode, hvor vi ledte efter et navn til bandet. Oprindeligt ville vi kalde os 88, fordi vi godt kunne lide idéen om numerologien. I punk havde man set nogle meget aggressive navne, så idéen om at kalde os ‘The Et-eller-andet’ fungerede bare ikke rigtigt, så vi ville noget andet. Vi tænkte, at hvis vi gav bandet et tal, var det så langt væk fra punk-temaet, at det måske ville fungere”.

Level 42 holdt pause gennem nogle år i 1990’erne, men vendte tilbage i 2001 og har siden da både udgivet ny musik og turneret flittigt med de gamle hits. Fredag aften når deres aktuelle Europa-turné til Musikkens Hus i Aalborg, og lørdag er de i Falkonersalen i København.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *