I begyndelsen af 1970’erne var britiske Slade et af tidens mest populære rockbands med en stribe store hits, men i dag er der én sang, der overskygger alle de andre – og på sin vis er det svigermors skyld. Bassisten Jim Lea var med til at skrive en del af Slades sange, og han var i 1973 bekymret for, om bandet kunne holde dampen oppe efter tre førstepladser på hitlisten i træk. Hans svigermor havde foreslået, at de skulle lave noget i stil med ”White Christmas” eller en fødselsdagssang, så folk år efter år ville have en anledning til at finde en Slade-sang frem. Egentlig syntes Jim Lea, at det var en tåbelig idé, men en dag under bruseren dukkede en idé op. I løbet af tyve minutter havde han skrevet melodien til det, der skulle blive verset i ”Merry Christmas Everybody”. Uden et godt omkvæd kunne sangen ikke komme i mål, men Lea huskede en sang, som hans bandmakker Noddy Holder havde skrevet seks år tidligere, og som aldrig var blevet færdiggjort. Teksten til den halvfærdige sang fra 1967 lød “So won’t you buy me a rocking chair to watch the world go by, buy me a looking glass to look me in the eye”. Gyngestolen blev sløjfet til fordel for en juletekst, og på en stegende hed sommerdag i New York under en amerikansk turné indspillede Slade deres julerockklassiker. I nabostudiet var John Lennon i gang med optagelser til albummet ”Mind Games”, og det stueorgel, man kan høre i indledningen af ”Merry Christmas Everbody”, er faktisk et, Slade-medlemmerne lånte af Lennon.
Nogle måneder senere scorede Slade endnu en førsteplads på hitlisten med den julesang, som i år kan fejre 50-års-jubilæum – ligesom blandt andre Elton Johns ”Step Into Christmas” og Wizzards “I Wish It Could Be Christmas Everyday”, som også udkom i 1973.