Kategorier
Musiknyheder

Nattevagten går igen

For snart 30 år siden var Ole Bornedals film ”Nattevagten” ikke bare en biografsucces, men et decideret fænomen, der påvirkede dansk filmindustri, skabte nye stjerner og gav et ekstra rygstød til et stort rockband. Gyserfilmen om Martin, der får job som nattevagt på Retsmedicinsk Institut og vikles ind i en sag om bestialske kvindemord havde unge skuespillere som Nikolaj Coster-Waldau, Kim Bodnia og Sofie Gråbøl på rollelisten samt Ulf Pilgaard som kriminalkommissæren, der efterforsker mordsagerne. Et andet vigtigt navn på ”rollelisten” var bandet Sort Sol, der leverede flere sangen til filmen, ikke mindst den mørke ballade ”Let Your Fingers Do the Walking”. Mens filmen var i produktion blev et par af musikerne inviteret til at overvære en visning af den endnu ufærdige film, og de var begejstrede for dette danske bidrag til gysergenren. Derfor gav de Ole Bornedal tilladelse til at bruge musik fra deres kommende plade i den endelige film.

”Han bruger de numre, vi har færdigindspillet på det tidspunkt. Det er derfor, det er de numre. Der er ikke nogen anden årsag”, fortalte guitarist Lars Top-Galia i ”P6 Beat Elsker” for nogle år siden. Sangene blev lagt ind i nogle scener, der allerede var filmet. Det betød også, at i scenen, hvor Nikolaj Coster-Waldau i rollen som Martin rocker til sangen ”Popcorn”, virker det ifølge Top-Galia ”skævt og lidt ubehjælpeligt”, ganske enkelt fordi musikken først er valgt længe efter filmoptagelsen.

Også når det gjaldt valget af det store hit ”Let Your Fingers Do the Walking”, handlede det først og fremmest om, at den var færdigindspillet, da filmen skulle færdiggøres. Den første demo-optagelse af sangen havde mere instrumentering, trommer og kor, men senere valgte de en mere skrabet model med guitar og mandolin som de bærende elementer, og allerede mens indspilningen fandt sted, fornemmede de, at det var noget helt særligt. Senere drøftede medlemmerne af Sort Sol, hvordan de nogensinde skulle kunne lave en sang af den kaliber igen. Ikke for at lave endnu en sang i stil med ”Let Your Fingers Do the Walking”, men en sang med samme styrke og gennemslagskraft.

”Vi har aldrig overvejet at ligesom at sige: Findes der en 2’er? Det har vi ikke. Sådan tænker det her band for øvrigt slet ikke, men vi har da reflekteret over, hvad i Himlens navn, der lige skete der”, har Lars Top-Galia fortalt til P6 Beat.

Mens Sort Sol modstod fristelsen af at lave en 2’er af deres store hit, har filminstruktøren Ole Bornedal nu valgt at genbesøge sin store gennembrudsfilm fra 1994. I torsdags var der biografpremiere på ”Nattevagten 2: Dæmoner går i arv”. Og Sort Sol dukker også op i den nye film, da datteren til Martin, der var hovedperson i den første film, finder hans gamle walkman og lytter til den, mens hun forsøger at forstå, hvad der var, hendes far oplevede og stadig plages af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *