Kategorier
Musiknyheder

Diana Ross fylder 80 og kommer til Danmark

Hun fejrer 80-års-fødselsdag om nogle dage, har et snarligt 60-års-jubilæum for det store gennembrud og en forestående dansk koncert. Diana Ross blev forleden annonceret som et af årets hovednavne på Smukfest som en del af turnéen ”Legacy” (Eftermæle, red.) med både solo-hits og sange fra tiden i pigegruppen The Supremes, som på pladeselskabet Motown Records i den første tid lidt spydigt blev kaldt ”The No Hit Surpremes”, fordi deres første udgivelser ikke bed an – og da de endelig fik et hit, var de endda kommet med på et afbud. Sangskriveren Lamont Dozier fortæller i bogen “Chicken Soup For the Soul: The Story Behind The Song”, at han skrev sangen ”Where Did Our Love Go” til gruppen The Marvelettes og fik musikere til at indspille den, så den lå godt til disse sangerinder, men til hans store overraskelse brød The Marvelettes sig ikke om nummeret. I Motowns produktionslinje var der en fast regel om, at hvis en sang ikke blev indsunget af selskabets kunstnere, skulle sangskriveren selv betale de musikere, der havde været med på indspilningen, og Dozier måtte derfor finde en anden gruppe for i det mindste at undgå selv at hænge på regningen.

Han tilbød derfor ”Where Did Our Love Go” til The Supremes, og efter en smule overtalelse gik Diana Ross, Mary Wilson og Florence Ballard lidt modvilligt i studiet. Diana Ross brokkede sig over, at verset lå alt for dybt til hendes stemmeleje, hvilket selvfølgelig skyldtes, at indspilningen var tiltænkt en anden sangerinde, men disse irritationsmomenter endte i virkeligheden med at tilføre indspilningen en distance og opgivenhed, der klædte sangen.  

”Where Did Our Love Go” udkom i juni 1964, og herefter fulgte hits som ”Baby Love”, ”Stop! In the Name of Love” og ”You Can’t Hurry Love”. Senere gik Diana Ross solo og skabte sig en stor karriere med sange som “Upside Down”, “I’m Coming Out”, “Chain Reaction” og “Why Do Fools Fall in Love”. På tirsdag d. 26. marts fylder Diana Ross 80 år, men trods alderen er hun stadig på farten, og lørdag den 10. august optræder hun på Smukfest i Skanderborg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *