Kategorier
Musiknyheder

Bowies gamle stjernefart

Hvis man er inkarneret David Bowie-fan eller måske ligefrem samler, er der god grund til løbende at lægge lidt penge til side, for arkiverne gemmer på interessante ting, som lidt efter lidt bliver sluppet fri. Siden Bowies død i 2016 er der kommet flere bokssæt og særudgivelser, og på lørdag lander endnu en af slagsen. En af David Bowies mest afgørende perioder var tiden med hans alter ego Ziggy Stardust, som er i centrum på LP’en ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” fra 1972. Nu udkommer et tidligt udkast til dette album, sammensat på et tidspunkt hvor ikke alle sange var på plads endnu, og hvor der stadig blev arbejdet på numre, der ikke fandt vej til den endelige ”Ziggy Stardust”-plade. Den nye udgivelse indeholder således fire sange, der ikke var med på LP’en i 1972. Titlen på det ”nye” album er “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)”, og titlen er inspireret af omkvædet til det store hit ”Starman”: ”There’s a starman waiting in the sky, he’d like to come and meet us, but he thinks he’d blow our minds”.

Det lidt specielle i denne sammenhæng er, at titlen refererer til en sang, der slet ikke er med på pladen! ”Starman” var nemlig den allersidste sang, der blev skrevet til ”The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders From Mars” som en slags bestillingsarbejde. David Bowies daværende trommeslager Woody Woodmansey fortalte engang i et interview med The Quietus, at indspilningerne egentlig var afsluttet, men at pladeselskabsfolkene havde deres betænkeligheder, fordi der ikke var en single imellem, altså intet et oplagt hit. En måned senere gik de atter i studiet, fordi Bowie på det tidspunkt havde skrevet ”Starman” som supplement: ”Jeg har altid oplevet, at Bowie havde den evne, at når som helst han havde lyst, kunne han skrive en hitsingle. Det var bare sådan, han var. Jeg tror, at han gennem sin karriere fravalgte det. Hvis han havde lyst, kunne han skrive en, og hvis han ikke havde, lod han være”, sagde trommeslager Woody Woodmansey i 2017.

”Dengang med ’Starman’, forsøgte han sig ikke frem flere gange, han sagde bare ’Okay, så skriver jeg en’. Men hvis det ikke havde været for den sang, havde det måske ikke taget fart. Den samlede det hele”.

”Starman” blev i 1972 David Bowies første hit siden ”Space Oddity” i 1969, men på det udkast til LP’en, som nu udgives, var ”Starman” altså endnu ikke blevet til. I stedet for ”Starman” kan man på den nye udgivelse opleve en fortolkning af Chuck Berry-sangen ”Round and Round”, en indspilning af Jaques Brels ”Amsterdam” samt David Bowies egne sange ”Velvet Goldmine” og ”Holy Holy”. Særudgivelsen “Waiting In the Sky (Before the Starman Came To Earth)” udkommer på lørdag, som er den internationale Record Store Day, der sætter fokus på den rolle, fysiske pladebutikker spiller.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *