Festivalsæsonen er over os, og i denne uge er der gang i musikken på både Roskilde Festival, Skagen Festival og Nibe Festival. I Nibe præsenteres en perlerække af store danske navne samt en lille håndfuld internationale stjerner, blandt andre James Blunt, Ronan Keating og The Chainsmokers. Allerede i aften er britiske James Blunt på scenen med hits som ”Carry You Home”, ”Goodbye My Lover”, ”1973” og ikke mindst ”You’re Beautiful”. Sidstnævnte var Blunts store gennembrud i 2005 og udsprang af, at han på en undergrundsstation i London fik øje på sin ekskæreste sammen med en ny fyr, han ikke kendte noget til. For ham er det ikke en romantisk sang, men en sang om at være påvirket af stoffer i det offentlige rum og nærmest stalke en ekskæreste. Derfor finder han det også underligt, når folk bruger den ved bryllupper og lignende.
James Blunt har gennem årene fået kritik for sine sange, der kan være sentimentale, grænsende til det klynkende, men han har også en selvironi, der gør, at han ikke går af vejen for at blande sig i kritikken. Han er således den første til at deltage i festlighederne på det sociale medie X (tidligere Twitter), når nogen skriver noget om hans musik eller hans ry som klynke-rocksanger. For nogle år siden spurgte en tilfældig Twitter-bruger, om hun var den eneste, der ikke kunne fordrage James Blunts stemme. Blunt selv blandede sig i tråden og skrev, at han sådan set heller ikke brød sig om sin egen stemme – indtil den gjorde ham rig. Ved en anden lejlighed svinede en bruger ham til ved at skrive, at James Blunt havde haft sine 15 minutters berømmelse, hvorefter han var væk igen. Hertil pointerede James Blunt i kommentarfeltet, at det faktisk var en del mindre end 15 minutter, for hans store hit ”You’re Beautiful” var faktisk kun tre et halvt minut lang.
Også da han i 2006 modtog Ivor Novello-prisen for årets bedste sang, kom han kritikerne i møde i sin takketale: ”Jeg må hellere være grov, før nogen andre er det, så jeg vil sige mange tak for prisen for årets mest overspillede sang”.