Kategorier
Musiknyheder

40 år: TV-indslaget og juleklassikeren

Netop i dag er det 40 år siden, en nyhedsudsendelse på britisk tv satte gang i en idé, der blev til en bemærkelsesværdig julesang og i forlængelse deraf en kædereaktion af støtteinitiativer, musikindspilninger og kæmpestore koncerter. Den 23. oktober 1984 viste BBC i Storbritannien en reportage fra Etiopien, der var plaget af en omfattende hungersnød. De ubehagelige billeder påvirkede mange seere, og en af dem var Bob Geldof fra bandet Boomtown Rats. Han følte sig kaldet til at reagere, og som musiker var hans naturlige reaktion at søge at gøre noget via musikken. Han fik idéen til en sang, der skulle indsamle penge til arbejdet i Etiopien, og involverede kollegaen Midge Ure fra gruppen Ultravox, men de skulle agere meget hurtigt, hvis de skulle have noget klar til den vigtige julehandel. Det ville tage for lang tid at skaffe rettighederne til at genindspille en kendt julesang, så i stedet hev Bob Geldof en melodi op af skuffen, som de øvrige medlemmer i Boomtown Rats havde afvist, men som han selv mente ville være brugbar, hvis teksten til ”It’s My World” blev omskrevet.

Sideløbende med at de to musikere arbejdede på teksten og produktionen, aktiverede de toppen af britisk popmusik for at få dem med på idéen, blandt andre Paul Young, Boy George, George Michael, Sting, Bono, David Bowie, Phil Collins, Paul McCartney og Bananarama. Idéen opstod efter nyhedsreportagen den 23. oktober, indspilningen med stjerneparaden fandt sted den 25. november, og allerede den 3. december lå singlen med Band Aid, ”Do They Know It’s Christmas”, i butikkerne. Nogle steder kan man læse, at Geldof havde håbet, at sangen kunne indsamle 70.000 pund, men salget af den lynproducerede støttesang skaffede i stedet ti millioner pund. Succesen for ”Do They Know It’s Christmas” affødte lignende initiativer som den amerikanske støttesang ”We Are the World” og den danske ”Afrika”, og året efter gik Bob Geldof skridtet videre og arrangerede de store Live Aid-koncerter, som fandt sted i flere lande og blev fulgt af omkring 1,9 milliarder mennesker i 150 lande. Det hårde arbejde med at samle musikverdenen om de store støtteaktiviteter havde dog store personlige konsekvenser for Bob Geldof, fortalte han i 2020: ”I en periode var jeg rådvild. Jeg havde ikke ret mange penge på det tidspunkt. Det greb fuldstændig ind i mit privatliv. Det endte sandsynligvis med at koste mig mit ægteskab”, forklarede han til AP. Den store succes for juleudgivelsen og Live Aid-koncerterne gjorde det også svært for ham at gå tilbage til at være musiker: ”Ingen var interesserede. Sankt Bob, som jeg blev kaldt, fik ikke lov til at gøre den slags mere, fordi det er så ubetydeligt og så meningsløst”.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *