I januar
er det 100 år siden, skuespilleren Danny Kaye blev født. Kaye var i Danmark
bedst kendt for sin filmrolle som H.C. Andersen og for at have lagt sig i
eventyrdigterens seng, men han medvirkede blandt andet også i filmen ”White
Christmas” i 1954.
I det kommende års tid vil filmorganisationen bag
Oscar-uddelingerne hylde Danny Kaye, og det starter allerede i morgen og
fredag. Her vil filmentusiaster i Hollywood kunne se ”White Christmas” under
åben himmel, og special effect-folkene har varslet 100 procents chance for sne
disse aftener. Blandt gæsterne er både Danny Kayes datter Dena Kaye samt Mary
Crosby, datter af Bing Crosby, der fremførte den helt store jule-evergreen
”White Christmas” i filmen af samme navn.